Den velbetrådte vej

Fra Abū al-'Abbās Sahl bin Sa'd al-Sā'idī (Allāh være tilfreds med ham) som sagde:

En mand kom hen til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Oh Allāhs Sendebud, vis mig en sådan handling, at hvis jeg udfører den, så vil både Allāh elske mig såvel som folket.« Han svarede: »Forsag verdenen og Allāh vil elske dig, og forsag det folk har og de vil elske dig.« En troværdig hadith, berettet af Ibn Māja og andre med pålidelige overleveringskæder.

Fra Imam al-Nawawīs Fyrre Hadith.

Al-Imām al-A‘zam Abū Hanīfa sagde:

»Hvis noget hvad angår detaljerne inden for videnskaben om Allāhs Enhed udgør et problem for mennesket, så er det ham pålagt omgående at tro på det som er korrekt hos Allāh Den Ophøjede, således at han skal finde en lærd og spørge ham. Det er ham ikke tilladt at udsætte sin undersøgelse og der vil ikke være ham nogen undskyldning for at have undladt det – han vil begå vantro hvis han tøver« (al-Imām al-A‘zam Abū Hanifa, al-Fiqh al-Akbar).

Først og fremmest skal det lige gøres klart at enhver ikke er forpligtet til at tilegne sig detaljeret viden om alt relateret til islamisk troslære, men enhver er forpligtet til at have en generel forståelse af trosdoktrinerne. Det ovenstående citat gør sig gældende når der er tale om de helt essentielle doktriner, om hvilke man ikke kan være i tvivl og samtidigt være en troende. Og hvis man så er i tvivl om de fundamentale elementer i troslæren, så er det en forpligtelse at man søger viden og afklarer sagen. Undlader man at søge denne – obligatoriske – viden, da vil man risikere at erstatte sin tro og overbevisning med tvivl og vantro.

Lad dette være en klar opfordring til enhver: Vær ikke forsømmelig hvad angår den grundlæggende troslære, for sandheden er at ingen viden er vigtigere at tilegne sig, end den helt basale viden om Skaberen. Hvis ikke man ved hvad man tror på, kan man så tro på det? Og hvis ikke man tror på det helt grundlæggende – som det er en betingelse at tro på for at være muslim – er man så overhovedet en troende? Uvidenhed leder til tvivl og tvivl kan lede til benægtelse og vantro.

Vel er det vigtigt at have kendskab til verdenen; at have viden om sprog, naturvidenskaber, matematik, historie og alle de andre typer viden som folk tilegner sig – men før alle disse, kommer viden om Allāh Den Ophøjede.

Sørgeligt er det så, at det lige netop er den viden som vi forsømmer allermest. Hvad skal der dog blive af os…

Må Allāh Den Ophøjede være os Nådig…

Et spørgsmål blev stillet:

Spørgsmål
Profeterne har aldrig begået synd i forhold til os mennesker, de er for os fejlfrie som har tilvejebragt Allah swt budskab til menneskeheden i forhold til os mennesker, der godt kan begå synd og bryde Allah swt guddommelige love.

Jeg havde dog en samtale med en, som mente at én af vores profet[er] havde drukket og havde forbrudt sig imod Allah swt love og bagefter havde bedt om tilgivelse, og jeg vlle blot høre om det er korrekt, og hvilken profet var det, hvis det overhovedet passer???

Svar
I Allāhs navn, Den Nådefulde, Den Barmhjertige og må Allāhs fred og velsignelser være med vor Elskede Mester Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.

For at forstå profeternes syndefrihed er vi nødt til at undersøge hvad profetværdighed egentlig er.

Allāh Den Ophøjede har sagt:

»Sandelig velsignede Allāh de troende med en stor belønning da Han sendte dem et Sendebud fra blandt deres egne, der reciterede Hans vers for dem, rensede dem og lærte dem Skriften og Visdommen, og sandelig var de før dette i åbenlys vildfarelse« (Āl-‘Imrān, 3:164).

Ud fra dette vers kan vi se at profeternes funktion indebærer: At recitere/viderebringe Allāhs budskab til menneskeheden; rense menneskeheden; lære menneskeheden skriftens mening og at lære dem visdom. I andre ord er Allāhs udsendinge, der har det formål at vejlede menneskeheden. Dette betyder at når deres profetværdighed er blevet stadfæstet, så taler og handler de med Allāhs autoritet. Således har Allāh sagt i Koranen:

»Hvad Sendebudet end giver jer, tag imod det, og det han forbyder jer, hold jer fra det« (al-Hashr, 59:7).

Og et andet sted:

»Den der adlyder Sendebudet har i sandhed adlydt Allāh« (al-Nisa’, 4:80).

Og endnu et sted:

»Og Vi har ikke sendt noget sendebud, undtagen for at Han skulle adlydes med Allāhs tilladelse« (al-Nisa’, 4:64).

Disse (og andre) vers viser at Allāh har påbudt os at adlyde Hans profeter og sendebude, eftersom at de kommer med Hans autoritet. Han har endda gjort lydighed overfor vor Mester Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) lig med lydighed overfor Sig Selv.

Dertil kommer at en profets vejledning ikke kun består af hans befalinger og ord, men også hans handlinger. Hvis så profeten selv begik en handling der ifølge Koranen er en fejl eller synd, så ville der opstå et problem: på den ene side har man en profets handling, hvilket gør den handling tilladt og etablerer den som en sunna – for som Koranen siger, hvis man adlyder og følger Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), så har man adlydt Allāh – mens man på den anden side har Koranens forbud imod den handling.

Dette ville gøre den profetiske autoritet suspekt, og man ville ikke kunne følge en profets afgørelser blindt, fordi man i sit hjerte er i tvivl om han nu begår en fejl eller hvad, mens Allāh i Koranen har sagt:

»Og nej, ved Din Herre! De er ikke troende førend de gør dig dommer over det der er blevet en strid blandt dem, og dernæst i deres hjerter ikke finder som helst imod det du har afgjort og underkaster sig fuldstændigt« (al-Nisa’, 4:65).

Der er meget mere man kan skrive om emnet, men for at gøre det kort: Hvis man åbner op for muligheden for at profeter kan begå fejl og synder, så har man åbnet for islams ødelæggelse. Hvorfor? Fordi vores overbevisning at Koranen er Allāhs bog, er baseret på vores overbevisning om at Profeten Muhammad er Allāhs sandfærdige Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og at alt hvad han sagde, var sandt og at alt hvad han gjorde, var korrekt. Hvis der sås tvivl om hans autoritet og hans sandfærdighed og perfektion i overbringelse af islam [i ord såvel som handling] så opstår der tvivl om hans vejledning, og hvis der opstår tvivl om hans vejledning, så er der ikke noget som helst tilbage, for selv Koranen accepterer vi, fordi vi accepterer ham som ufejlbarlig i sin overlevering af den. Hvis han kunne begå fejl og synder, så accepterer vi at der kan være fejl i Koranen, og når man dertil, så har man forkastet at Koranen er Allāhs tale.

Der er konsekvenser for alting; mange folk i dag har en tendens til at tale og fremhæve forskellige holdninger som de måtte have hørt fra forskellige steder, uden at overveje hvilken konsekvens disse holdninger egentlig har i det store billede. Således ser vi muslimer sidde og tale – uden viden – om emner de ikke har forstand på og propagandere holdninger, der i virkeligheden negerer islam! Må Allāh beskytte os fra den slags.

Der er selvfølgelig en hel del detaljer om dette emne, som vi ikke kan nå at afklare i denne korte tekst, men lad det være en tommelfingerregel at det er bedre hvis man tilskriver profeter syndefrihed og fejlfrihed, og det viser efterfølgende sig at man tog fejl, end at man tilskriver dem synder og fejl, og det så viser sig at man tog fejl – for krænkelse af profetværdigheden er en af de største blasfemiske handlinger der findes i islam, og man risikerer at forlade islam, uden overhovedet at opdage det. Uvidenhed – i denne sag – er ikke nogen undskyldning, for man vovede selv at kaste sig ud i emnet, uden viden, forståelse og vejledning.

Al-Imam al-A‘zam Abū Hanīfa sagde:

»Profeterne, fred og velsignelser være med dem, er alle fri fra små og store synder, såvel som vantro og frastødende handlinger, men uagtsomheder og fejl kan være undsluppet dem.« (Imam Abū Hanīfa, al-Fiqh al-Akbar).

Dvs. at alle profeterne (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er syndefrie (ma‘sūmūn), og dette gælder både før såvel som efter at de har modtaget profetværdigheden denne verden.

Hvad angår de små »fejl«, som det er muligt for dem at begå, ifølge de lærde, så betyder det at de har valgt det gode (fadil) i stedet for det som var bedre (afdal). Endvidere gælder for dem, at det at de kom til at glide, medførte at de søgte tilflugt hos Allāh fra det, i så ekstrem grad, at de igennem deres vedvarende bøn om tilgivelse og vedvarende lydighed, opnåede endnu højere rang end de besad tidligere, og således kan den slags små uagtsomheder være årsag til at de opnår endnu højere rang.

Hvad angår de autentiske overleveringer hvis umiddelbare betydning tilskriver en profet en eller anden form for synd, så forklarer Imam ‘Alī al-Qārī:

»Og det, som er autentisk overleveret om profeterne (Allāhs fred og velsignelser være med dem) af det, der indikerer falskhed eller synd, så distanceres det fra dens umiddelbare mening. Hvis ikke (dette er muligt), så antages det som værende undladelse af det foretrukne eller noget der har fundet sted før profetværdighed.« (Mullā ‘Alī al-Qārī, al-Rawd al-Azhar fī Sharh al-Fiqh al-Akbar, Dar al-Basha’ir al-Islamiyya (Beirut, 1998), s. 177)

Man skal huske at islam påbyder at man tror det bedste om andre og at man tillægger folk de bedste intentioner, indtil andet bliver bevist. Dette gælder i allerhøjeste grad for Profeterne (Allāhs fred og velsignelser være med dem alle) for selv deres uagtsomheder var for vores skyld – Allāh ville ellers ikke have fremhævet dem i Koranen, når Han har gjort det forbudt for mennesker at fremhæve hinandens fejl uden gyldig grund, så gør Han det ikke selv. Således er disse ting blevet nævnt, for at lære os og for også at gøre klart at profeterne - trods alt - var skabte væsener og ikke guddommelige, og at det dermed er muligt for menneskeheden at følge deres vejledning.

Hvad angår den afskyelige anklage om at en af vores profeter (Allahs fred og velsignelser være med dem alle) skulle have drukket [alkohol] eller forbrudt sig imod Allāhs lov før han blev profet, så er dette en løgn og en falsk anklage. Hvis en person, der kalder sig muslim, tror på dette, så er det nødvendigt for vedkommende omgående at ændre sin overbevisning, at angre fra dette og at gentage sin troserklæring, for der er ingen tvivl om at det er vantro (kufr) at fremsætte en så afskyelig løgn om en profet (Allāhs fred og velsignelser være med dem alle) og derudover at krænke hans ophøjede personlighed i dén grad.

Så for at opsummere: At tilskrive profeter synder er ikke tilladt ifølge de tidligste lærde og det går imod islam. At tilskrive profeter små fejl eller uagtsomheder, er tilladt, men disse uagtsomheder er at de udførte det gode, frem for det som var bedre – ikke at de udførte noget decideret forkert – og derudover skal man se på disse hændelser som lektioner hvori der er vejledning til os. Men man skal være opmærksom på at det at fremhæve profeters fejl, med den intention at krænke dem eller nedgøre dem, uden tvivl er vantro (kufr) selv hvis det man siger, er sandt. Så den yderste forsigtighed er nødvendig når man omtaler de ærværdige personligheder som Allāh har udvalgt ud af hele menneskeheden og gjort til lederne for hele universets skabelse.

Må Allāh give os forståelse