Denne tekst er en kommentar til en tekst skrevet af en anonym forfatter, omkring jilbāb, og som er blevet offentliggjort på følgende side: At-Tafkeer
Vi vil kaste et blik på de beviser og de argumenter der bliver fremført i teksten, og kommentere dem, bi-idhni Llāhi ta‘āla.
Først og fremmest, er det værd at bemærke at det er uklart ifølge hvilken af de fire Sunnī madhāhib teksten er skrevet, idet forfatteren blander forskellige madhāhibs standpunkter og citerer lærde fra forskellige madhāhib og grupper/sekter, uden at referere til bestemte principper fra nogen af de fire lovskoler. Men vi lægger for en stund disse spørgsmål til side, og fortsætter, bi idhni Llāhi ta‘āla, idet vi tager udgangspunkt i Hanafī skolen.
Definitionen på kvindens awra
Forfatteren skriver:
»Kvindens aurah omfatter hele hendes krop, foruden hendes ansigt og hænder« (Fodnote: Se bl.a. Taqiuddin an-Nabhani’s bog; ”The social System in Islam”).
Dette er det mest udbredte standpunkt hvad angår definitionen på
awra, indenfor de tre
madhāhib, navnlig Mālikī, Shāfi‘ī og Hanbalī. Men indenfor Hanafī
madhhab, er den følgende definition den stærkeste og mest anerkendte, som formuleret af Imām al-Haskafī (Allāh være tilfreds med ham):
»The awra for a free woman is her full body including her descending hair according to the correct opinion, except for the face, hands and feet« (Imām al-Haskafī, Radd al-Muhtar, 1/405).
I andre ord, defineres fødder også som en undtagelse, på lig fod med ansigtet og hænderne. Og dette er generelt, når man er foran fremmede fra det modsatte køn eller hvis man er foran ikke-muslimer fra samme køn. Men der er andre specifikke situationer, hvor
awra kan være anderledes, som f.eks. (1) når man er alene; (2) når man er alene med sin ægtepartner; (2) når man er foran andre muslimske mænd; (3) når man er foran andre muslimske kvinder; (4) når man er foran muslimske
mahārim; (5) når man er foran ikke-muslimske mænd; (6) når man er foran ikke-muslimske kvinder; (7) og når man er foran ikke-muslimske
mahārim, såvel som andre specifikke situationer, hvor definitionen varierer.
Definitionen af jilbāb
Forfatteren citerer Ibn al-Mandhūr:
»The jilbab is the outer garment, mantle, or cloak. It is derived from the word tajalbaba, which means to clothe. Jilbab is the outer sheet or covering which a woman wraps around her on top of her garments to cover herself from head to toe. It hides her body completely« (Lisān al-‘arab, vol. 7, p. 273).
Ifølge denne definition, er en
jilbāb det man tager på, udenom sit almindelige tøj, og den kan tage form af overtøj, en kappe eller en kåbe. Formålet og kravet er, at det tildækker hele kroppen. Forfatteren nævner tre andre definitioner, den første af Abū Tāhir al-Fayrūzabādī, som skriver:
»The jilbab…is that which conceals the clothes like a cover« (al-Qāmūs al-Muhīt).
og den anden af al-Jawhārī, som skriver:
»The jilbab is the cover and some say it is a sheet. Jilbab has been mentioned in the hadiths with the meaning of sheet, which the woman wrapped over her clothes« (al-Sihah).
Det første citat fra
al-Qāmūs, mangler noget, hvilket bringer lidt uklarhed i sætningen. Men citatet angiver ikke umiddelbart en bestemt definition, andet end at en
jilbāb skal tildække beklædningen.
Det andet citat af al-Jawhārī, angiver at en
jilbāb er et lagen eller et overtræk, hvilket er forskelligt fra de kåbe-lignende typer, så som vi kan se, er definitionerne lidt varierende.
Der er endnu et citat af Ibn Hazm, der ser sådan ud:
»The word jilbab means the outer sheet which covers the entire body. A sheet smaller than that which would cover the entire body, cannot be categorized as jilbab« (al-Muhalla, vol. 3, p. 217).
Vi kan se at denne definition af hvad en
jilbāb er, også varierer lidt, fra den som er nævnt i
Lisān al-‘arab og
al-Qāmūs al-Muhīt, og ligger – bogstavelig set – tættere op ad hvad al-Jawhārī har nævnt (mht. at være et lagen, snarer end en frakke eller kåbe).
Forfatteren citerer også andre definitioner og kilder. Vi vil ikke tage dem alle frem, men et par af dem, for at pointere en væsentlig detalje til sidst. Den første, fra
Tafsīr Ibn Kathīr, angiver:
»`Ali bin Abi Talhah reported that Ibn `Abbas said that Allah commanded the believing women, when they went out of their houses for some need, to cover their faces from above their heads with the Jilbab, leaving only one eye showing« (Tafsīr Ibn Kathīr).
Citatet er længere og Imām Ibn Kathīr citerer flere andre
sahāba, men hans konklusion er utvetydig; navnlig at en
jilbāb skal tildække ansigtet også, og at kun øjet må være synligt.
Et andet citat er af Ibn Mas‘ūd (Allāh være tilfreds med ham):
»Ibn Masud (May Allah Be Pleased with him) said, "Jilbab is that sheet of cloth which is worn on top of the scarf."«
Et andet citat, er fra Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham):
»Ibn `Abaas (May Allah Be Pleased with him) said concerning the description of the jilbab that “it is to be fully wrapped around the women's body, so that nothing appears but one eye with which she can see." (Tafsīr ibn Kathīr)«
Vi kan altså konstatere, at disse kilder, som forfatteren selv har angivet, klart og tydeligt fremhæver at en
jilbāb for det første skal tildække hele kroppen og for det andet at dette også inkluderer ansigtet.
Forfatteren skriver i samme tekst, under afsnittet
»Er jilbab fard ifølge shari‘a?«, efter at have citeret
sūrat al-Ahzābs vers nr. 59, det følgende:
»Enhver der læser dette vers kan med lethed forstå, at Allah (swt) har pålagt den muslimske gudfrygtige kvinde at iføre sig en beklædning, som Han (swt) har valgt at kalde for jilbab.«
Og efter at have citeret nogle
ahādīth omkring emnet, kommenterer forfatteren:
»Således kan det med lethed fastslås, at jilbab er obligatorisk for den muslimske kvinde.«
Og så til vores kommentar: Forfatteren fremhæver at
jilbāb er obligatorisk (
fard), og citerer efterfølgende under afsnittene
»Termens lingvistiske betydning« og
»Hvad ulemaerne og lærde siger om beklædningen jilbab« fra
‘ulamā’, der angiver at definitionen på en
jilbāb er at den tildækker hele kroppen, inklusive ansigtet, men alligevel konkluderer forfatteren til sidst, under overskriften
»Kriterier for, hvornår en beklædning kan defineres som en jilbab« det følgende:
Dens form:
• En jilbab skal være løstsiddende og dække fra halsen og ned til fødderne (jf. første punkt).
Det er værd at bemærke, at
ingen af de kilder forfatteren har angivet, har defineret en
jilbāb for at skulle dække fra
»halsen og ned til fødderne«, men de har alle defineret en
jilbāb som værende en beklædningsgenstand der tildækker hele kroppen (hvilket også inkluderer hovedet), og nogle har endda eksplicit nævnt at dette er fra (og med) hovedet og ned til tæerne. Nogle af dem har endda eksplicit nævnt ansigtet også.
Hvordan kan så det være, at forfatteren ender med en konklusion, der modsiger de fleste af alle de kilder forfatteren har citeret?
Endvidere, har forfatteren tidligere defineret
awra i følgende ord:
»Kvindens aurah omfatter hele hendes krop, foruden hendes ansigt og hænder.«
Ifølge forfatteren er ansigtet ikke en del af awra, men i de kilder der definerer
jilbāb som forfatteren angiver, er ansigtet inkluderet. Så det er i andre ord ikke obligatorisk at tildække ansigtet (da det ikke er en del af
awra), men det så alligevel obligatorisk, fordi
jilbāb er obligatorisk og kilderne siger at ansigtet også er en del af det som en
jilbāb skal tildække. Og i sin endelige konklusion, afviger forfatteren dog lige fra sine kilder, og skriver i stedet at en
jilbāb skal gå fra halsen og ned, og ikke fra hovedet. Hvor kom definitionen med
»halsen« ind? Den er ikke nævnt i en eneste af de kilder forfatteren har citeret.
Men for at fortsætte vores egen analyse af kilderne:
Vi kan altså konstatere, at definitionen på hvad en
jilbāb er, varierer lidt blandt de forskellige lærde. Vi kan også konstatere, at denne variation er manifesteret i den mangfoldighed der eksisterer forskellige steder i verden, hvad angår
jalābīb. Uden at gå i detaljer, kan vi konstatere at en
jilbāb ser forskellig ud i visse afrikanske lande, end i visse mellemøstlige eller arabiske lande. De frakke-lignende
jalabīb som i dag er kendt som sådan, og som er udbredte i især de arabiske lande, lever f.eks. ikke op til den definition som er angivet i
Lisān al-‘arab, som angiver at en
jilbāb skal tildække
»from head to toe« (fra hoved til tå), hvilket disse ikke gør, da de ikke dækker hovedet. Er disse så »forkerte?« I lyset af de kilder og den argumentation som forfatteren benytter sig af: Ja. Disse såkaldte
jalābīb er i andre ord ikke rigtige
jalābīb (i lyset af de fleste af de nævnte kilder), da de hverken tildækker hele kroppen eller ansigtet.
Sandheden er dog at der altså ikke er én bestemt og universel definition på hvad en
jilbāb er, men at der derimod eksisterer varierende manifestationer af hvad en
jilbāb er. Men for enhver beklædning der vil klassificeres som
jilbāb, er det nødvendigt at den opfylder visse betingelser. Og hvilke betingelser er disse?
Da vores udgangspunkt er Hanafī
madhhab, vil vi tage udgangspunkt i hvad lærde fra Hanafī skolen siger.
I sin forklaring på Sunnipath.com, skriver Muftī Muhammad ibn Ādam al-Kawtharī, efter at have citeret beviserne for
jilbāb:
»Therefore, a woman must cover her self with a loose and modest cloak when emerging in front of strangers. This may be a tradition veil (burqa) or some other garment.«
Shaykh Farāz Rabbānī kommenterer:
»What is meant by an outer garment is something that:
• covers the awrah,
• is thick and non-transparent,
• loose,
• and modest.
This can be something that is a separate loose garment worn over one's clothes, or simply loose clothing that fulfills the abovementioned conditions, as the scholars explicitly mention.«
Dette er de betingelser, en
jilbāb skal opfylde, for at være en gyldig
shar‘ī jilbāb. Den behøver ikke nødvendigvis se sådan ud som moderne
jalabīb ser ud (lange frakke-lignende) eller sådan som de gjorde i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og hans ledsageres (Allāh være tilfreds med dem alle) tid (dvs. i form af lagener), men hvis blot de opfylder deres funktion, så er de gyldige
shar‘ī jalābīb. Endvidere, ifølge mange af de tidligere
‘ulamā’ var det også nødvendigt for kvinder at tildække ansigtet og iføre sig
niqāb (som vi kan se i mange af de ovennævnte kilder), men blandt de fire
madhāhib – og selv i hver enkel
madhhab, inklusive Hanafī skolen – har der været uenighed om dette, da der også eksisterer modsigende beviser. I dag, anser
‘ulamā’ det generelt ikke som
wājib (nødvendigt) for muslimske kvinder at bære
niqāb, dvs. tildække ansigtet.
Og ligeledes, giver mange
‘ulamā’ heller ikke én bestemt definition på hvad en
jilbāb er, idet man må holde formålet og funktionen for øje, og ikke nødvendigvis kulturbestemte normer. Og man kan se på de der angiver specifikke definitioner, at deres definitioner indbyrdes afviger fra hinandens. Man kan derfor ikke sige at kun de
jalābīb som arabiske kvinder går med, eller som er udbredte i Mellemøsten (frakke-lignende, fra halsen og ned til fødderne) er de eneste rigtige
jalābīb, for de
jalābīb mange andre går med (f.eks. mange afrikanske kvinder, hvis
jalābīb er i form af lagener), er nærmere den beklædning som kvinder bar i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid. Så hvis der skulle være én definition, så burde det være den, frem for det som er moderne i dag.
Vi er blevet påbudt at udføre den rituelle bøn (
salāt) og vi kan se i de forskellige lovskoler at der er uenighed omkring bønnens præcise udførelse. Indenfor
ahl al-Sunna anser man alle de fire metoder for gyldige, selvom de i detaljerne afviger en smule fra hinanden. Dette er fordi der er forskellige standpunkter indenfor de forskellige skoler, årsagen til hvilket skal findes i deres forskellige principper og metodik. Vi kan derfor ikke sige at kun én er rigtig og alle andre forkerte. Tværtimod, anser vi dem alle for gyldige og er tolerante overfor disse forskelle, fordi de er baseret på kvalificeret lærdom og
ijtihād udført i henhold til en bestemt metodik; og ikke på et tilfældigt udvalg af kilder på kryds og tværs af lovskoler og forskellige kvalificerede meninger, som man så fortolker som man har lyst til.
På samme måde, har man indenfor
ahl al-Sunna accepteret at
jalābīb kan se forskellige ud, men man har fastsat visse betingelser for den, som udledes ud fra hvad formålet med dommen er. Man ser nemlig ikke kun på en dom, komplet isoleret og uden sammenhæng på resten af islams lov, men man ser på helheden og man ser på formålet med dommene (
maqāsid), hvilket er en væsentlig del af principperne indenfor islamisk lovlære.
Endvidere, bør man lade være med at komme med skråsikre definitioner, hvorved man afviser de lærdes indbyrdes uenigheder, ved at citere tilfældige kilder der siger det samme (og undlade de kilder der modsiger en; selv Sahāba kunne tit være uenige om visse ting), for så at udlede en konklusion der er helt i modstrid med de kilder man selv har citeret. Dette hører ingen steder hjemme og er ikke andet end vildledelse.
I stedet, bør man holde sig til én metodik og følge de
'ulamā' der i henhold til den metodik udleder domme. Dette er det bedste, idet man for det første følger en metodik, og for det andet følger en konklusion der ikke afviser andre modsigende kilder, men som bortforklarer dem ved brug af gyldige principper for udledning.
Konklusion
Vi kan altså konkludere, med udgangspunkt i Hanafī skolen, at for det første så er
jilbāb obligatorisk (
fard). Dernæst kan vi specificere, at denne
hukm (befaling) ikke er for de specifikke
jalābīb som muslimske kvinder bar i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid, men at denne forpligtelse bliver opfyldt, såfremt det man har på opfylder formålet og funktionen med en
jilbāb, om man så går i de lagener som man gjorde blandt arabere i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid, eller om man går med de mere moderne frakke-lignende
jalābīb, eller noget helt tredje – så længe beklædningen opfylder de betingelser og krav, som blev nævnt tidligere, i citatet fra Shaykh Farāz Rabbānī, navnlig at beklædningen skal tildække
awra, at stoffet er tykt og ugennemsigtigt, at det sidder løst på kroppen og at det er simpelt og ydmygt.