Den velbetrådte vej

Israel forekommer ikke at være interesseret i at løse konflikten og de er ikke interesserede i kun at bombe og ødelægge Hizbullah. Derimod virker det som at Israel bevidst bomber civile, ved brug af kemiske våben, og forårsager så massive ødelæggelser, at de en gang for alle kan smadre deres fjende fuldstændigt.

Er to israelske soldaters liv mere værd end de tusinder civile (ikke engang soldater vi taler om) som israel har myrdet?

Israel har et simpelt mål: Så meget død og ødelæggelse som overhovedet muligt.

Selv FN's bygninger bliver ikke fredet: Observatører advarede Israel adskillige gange

Mellemøstens eneste "demokrati" er den værste slyngelstat i mands minde - nåh ja, måske med undtagelse af USA, der har været sunket så lavt, at have brugt atomvåben imod et andet land (under 2. Verdenskrig).

Denne tekst er en kommentar til en tekst skrevet af en anonym forfatter, omkring jilbāb, og som er blevet offentliggjort på følgende side: At-Tafkeer

Vi vil kaste et blik på de beviser og de argumenter der bliver fremført i teksten, og kommentere dem, bi-idhni Llāhi ta‘āla.

Først og fremmest, er det værd at bemærke at det er uklart ifølge hvilken af de fire Sunnī madhāhib teksten er skrevet, idet forfatteren blander forskellige madhāhibs standpunkter og citerer lærde fra forskellige madhāhib og grupper/sekter, uden at referere til bestemte principper fra nogen af de fire lovskoler. Men vi lægger for en stund disse spørgsmål til side, og fortsætter, bi idhni Llāhi ta‘āla, idet vi tager udgangspunkt i Hanafī skolen.

Definitionen på kvindens awra

Forfatteren skriver:

»Kvindens aurah omfatter hele hendes krop, foruden hendes ansigt og hænder« (Fodnote: Se bl.a. Taqiuddin an-Nabhani’s bog; ”The social System in Islam”).

Dette er det mest udbredte standpunkt hvad angår definitionen på awra, indenfor de tre madhāhib, navnlig Mālikī, Shāfi‘ī og Hanbalī. Men indenfor Hanafī madhhab, er den følgende definition den stærkeste og mest anerkendte, som formuleret af Imām al-Haskafī (Allāh være tilfreds med ham):

»The awra for a free woman is her full body including her descending hair according to the correct opinion, except for the face, hands and feet« (Imām al-Haskafī, Radd al-Muhtar, 1/405).

I andre ord, defineres fødder også som en undtagelse, på lig fod med ansigtet og hænderne. Og dette er generelt, når man er foran fremmede fra det modsatte køn eller hvis man er foran ikke-muslimer fra samme køn. Men der er andre specifikke situationer, hvor awra kan være anderledes, som f.eks. (1) når man er alene; (2) når man er alene med sin ægtepartner; (2) når man er foran andre muslimske mænd; (3) når man er foran andre muslimske kvinder; (4) når man er foran muslimske mahārim; (5) når man er foran ikke-muslimske mænd; (6) når man er foran ikke-muslimske kvinder; (7) og når man er foran ikke-muslimske mahārim, såvel som andre specifikke situationer, hvor definitionen varierer.

Definitionen af jilbāb

Forfatteren citerer Ibn al-Mandhūr:

»The jilbab is the outer garment, mantle, or cloak. It is derived from the word tajalbaba, which means to clothe. Jilbab is the outer sheet or covering which a woman wraps around her on top of her garments to cover herself from head to toe. It hides her body completely« (Lisān al-‘arab, vol. 7, p. 273).

Ifølge denne definition, er en jilbāb det man tager på, udenom sit almindelige tøj, og den kan tage form af overtøj, en kappe eller en kåbe. Formålet og kravet er, at det tildækker hele kroppen. Forfatteren nævner tre andre definitioner, den første af Abū Tāhir al-Fayrūzabādī, som skriver:

»The jilbab…is that which conceals the clothes like a cover« (al-Qāmūs al-Muhīt).

og den anden af al-Jawhārī, som skriver:

»The jilbab is the cover and some say it is a sheet. Jilbab has been mentioned in the hadiths with the meaning of sheet, which the woman wrapped over her clothes« (al-Sihah).

Det første citat fra al-Qāmūs, mangler noget, hvilket bringer lidt uklarhed i sætningen. Men citatet angiver ikke umiddelbart en bestemt definition, andet end at en jilbāb skal tildække beklædningen.

Det andet citat af al-Jawhārī, angiver at en jilbāb er et lagen eller et overtræk, hvilket er forskelligt fra de kåbe-lignende typer, så som vi kan se, er definitionerne lidt varierende.

Der er endnu et citat af Ibn Hazm, der ser sådan ud:

»The word jilbab means the outer sheet which covers the entire body. A sheet smaller than that which would cover the entire body, cannot be categorized as jilbab« (al-Muhalla, vol. 3, p. 217).

Vi kan se at denne definition af hvad en jilbāb er, også varierer lidt, fra den som er nævnt i Lisān al-‘arab og al-Qāmūs al-Muhīt, og ligger – bogstavelig set – tættere op ad hvad al-Jawhārī har nævnt (mht. at være et lagen, snarer end en frakke eller kåbe).

Forfatteren citerer også andre definitioner og kilder. Vi vil ikke tage dem alle frem, men et par af dem, for at pointere en væsentlig detalje til sidst. Den første, fra Tafsīr Ibn Kathīr, angiver:

»`Ali bin Abi Talhah reported that Ibn `Abbas said that Allah commanded the believing women, when they went out of their houses for some need, to cover their faces from above their heads with the Jilbab, leaving only one eye showing« (Tafsīr Ibn Kathīr).

Citatet er længere og Imām Ibn Kathīr citerer flere andre sahāba, men hans konklusion er utvetydig; navnlig at en jilbāb skal tildække ansigtet også, og at kun øjet må være synligt.

Et andet citat er af Ibn Mas‘ūd (Allāh være tilfreds med ham):

»Ibn Masud (May Allah Be Pleased with him) said, "Jilbab is that sheet of cloth which is worn on top of the scarf."«

Et andet citat, er fra Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham):

»Ibn `Abaas (May Allah Be Pleased with him) said concerning the description of the jilbab that “it is to be fully wrapped around the women's body, so that nothing appears but one eye with which she can see." (Tafsīr ibn Kathīr)«

Vi kan altså konstatere, at disse kilder, som forfatteren selv har angivet, klart og tydeligt fremhæver at en jilbāb for det første skal tildække hele kroppen og for det andet at dette også inkluderer ansigtet.

Forfatteren skriver i samme tekst, under afsnittet »Er jilbab fard ifølge shari‘a?«, efter at have citeret sūrat al-Ahzābs vers nr. 59, det følgende:

»Enhver der læser dette vers kan med lethed forstå, at Allah (swt) har pålagt den muslimske gudfrygtige kvinde at iføre sig en beklædning, som Han (swt) har valgt at kalde for jilbab.«

Og efter at have citeret nogle ahādīth omkring emnet, kommenterer forfatteren:

»Således kan det med lethed fastslås, at jilbab er obligatorisk for den muslimske kvinde.«

Og så til vores kommentar: Forfatteren fremhæver at jilbāb er obligatorisk (fard), og citerer efterfølgende under afsnittene »Termens lingvistiske betydning« og »Hvad ulemaerne og lærde siger om beklædningen jilbab« fra ‘ulamā’, der angiver at definitionen på en jilbāb er at den tildækker hele kroppen, inklusive ansigtet, men alligevel konkluderer forfatteren til sidst, under overskriften »Kriterier for, hvornår en beklædning kan defineres som en jilbab« det følgende:

Dens form:
• En jilbab skal være løstsiddende og dække fra halsen og ned til fødderne (jf. første punkt).

Det er værd at bemærke, at ingen af de kilder forfatteren har angivet, har defineret en jilbāb for at skulle dække fra »halsen og ned til fødderne«, men de har alle defineret en jilbāb som værende en beklædningsgenstand der tildækker hele kroppen (hvilket også inkluderer hovedet), og nogle har endda eksplicit nævnt at dette er fra (og med) hovedet og ned til tæerne. Nogle af dem har endda eksplicit nævnt ansigtet også.

Hvordan kan så det være, at forfatteren ender med en konklusion, der modsiger de fleste af alle de kilder forfatteren har citeret?

Endvidere, har forfatteren tidligere defineret awra i følgende ord:

»Kvindens aurah omfatter hele hendes krop, foruden hendes ansigt og hænder.«

Ifølge forfatteren er ansigtet ikke en del af awra, men i de kilder der definerer jilbāb som forfatteren angiver, er ansigtet inkluderet. Så det er i andre ord ikke obligatorisk at tildække ansigtet (da det ikke er en del af awra), men det så alligevel obligatorisk, fordi jilbāb er obligatorisk og kilderne siger at ansigtet også er en del af det som en jilbāb skal tildække. Og i sin endelige konklusion, afviger forfatteren dog lige fra sine kilder, og skriver i stedet at en jilbāb skal gå fra halsen og ned, og ikke fra hovedet. Hvor kom definitionen med »halsen« ind? Den er ikke nævnt i en eneste af de kilder forfatteren har citeret.

Men for at fortsætte vores egen analyse af kilderne: Vi kan altså konstatere, at definitionen på hvad en jilbāb er, varierer lidt blandt de forskellige lærde. Vi kan også konstatere, at denne variation er manifesteret i den mangfoldighed der eksisterer forskellige steder i verden, hvad angår jalābīb. Uden at gå i detaljer, kan vi konstatere at en jilbāb ser forskellig ud i visse afrikanske lande, end i visse mellemøstlige eller arabiske lande. De frakke-lignende jalabīb som i dag er kendt som sådan, og som er udbredte i især de arabiske lande, lever f.eks. ikke op til den definition som er angivet i Lisān al-‘arab, som angiver at en jilbāb skal tildække »from head to toe« (fra hoved til tå), hvilket disse ikke gør, da de ikke dækker hovedet. Er disse så »forkerte?« I lyset af de kilder og den argumentation som forfatteren benytter sig af: Ja. Disse såkaldte jalābīb er i andre ord ikke rigtige jalābīb (i lyset af de fleste af de nævnte kilder), da de hverken tildækker hele kroppen eller ansigtet.

Sandheden er dog at der altså ikke er én bestemt og universel definition på hvad en jilbāb er, men at der derimod eksisterer varierende manifestationer af hvad en jilbāb er. Men for enhver beklædning der vil klassificeres som jilbāb, er det nødvendigt at den opfylder visse betingelser. Og hvilke betingelser er disse? Da vores udgangspunkt er Hanafī madhhab, vil vi tage udgangspunkt i hvad lærde fra Hanafī skolen siger.

I sin forklaring på Sunnipath.com, skriver Muftī Muhammad ibn Ādam al-Kawtharī, efter at have citeret beviserne for jilbāb:

»Therefore, a woman must cover her self with a loose and modest cloak when emerging in front of strangers. This may be a tradition veil (burqa) or some other garment.«

Shaykh Farāz Rabbānī kommenterer:

»What is meant by an outer garment is something that:

• covers the awrah,
• is thick and non-transparent,
• loose,
• and modest.

This can be something that is a separate loose garment worn over one's clothes, or simply loose clothing that fulfills the abovementioned conditions, as the scholars explicitly mention.«

Dette er de betingelser, en jilbāb skal opfylde, for at være en gyldig shar‘ī jilbāb. Den behøver ikke nødvendigvis se sådan ud som moderne jalabīb ser ud (lange frakke-lignende) eller sådan som de gjorde i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og hans ledsageres (Allāh være tilfreds med dem alle) tid (dvs. i form af lagener), men hvis blot de opfylder deres funktion, så er de gyldige shar‘ī jalābīb. Endvidere, ifølge mange af de tidligere ‘ulamā’ var det også nødvendigt for kvinder at tildække ansigtet og iføre sig niqāb (som vi kan se i mange af de ovennævnte kilder), men blandt de fire madhāhib – og selv i hver enkel madhhab, inklusive Hanafī skolen – har der været uenighed om dette, da der også eksisterer modsigende beviser. I dag, anser ‘ulamā’ det generelt ikke som wājib (nødvendigt) for muslimske kvinder at bære niqāb, dvs. tildække ansigtet.

Og ligeledes, giver mange ‘ulamā’ heller ikke én bestemt definition på hvad en jilbāb er, idet man må holde formålet og funktionen for øje, og ikke nødvendigvis kulturbestemte normer. Og man kan se på de der angiver specifikke definitioner, at deres definitioner indbyrdes afviger fra hinandens. Man kan derfor ikke sige at kun de jalābīb som arabiske kvinder går med, eller som er udbredte i Mellemøsten (frakke-lignende, fra halsen og ned til fødderne) er de eneste rigtige jalābīb, for de jalābīb mange andre går med (f.eks. mange afrikanske kvinder, hvis jalābīb er i form af lagener), er nærmere den beklædning som kvinder bar i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid. Så hvis der skulle være én definition, så burde det være den, frem for det som er moderne i dag.

Vi er blevet påbudt at udføre den rituelle bøn (salāt) og vi kan se i de forskellige lovskoler at der er uenighed omkring bønnens præcise udførelse. Indenfor ahl al-Sunna anser man alle de fire metoder for gyldige, selvom de i detaljerne afviger en smule fra hinanden. Dette er fordi der er forskellige standpunkter indenfor de forskellige skoler, årsagen til hvilket skal findes i deres forskellige principper og metodik. Vi kan derfor ikke sige at kun én er rigtig og alle andre forkerte. Tværtimod, anser vi dem alle for gyldige og er tolerante overfor disse forskelle, fordi de er baseret på kvalificeret lærdom og ijtihād udført i henhold til en bestemt metodik; og ikke på et tilfældigt udvalg af kilder på kryds og tværs af lovskoler og forskellige kvalificerede meninger, som man så fortolker som man har lyst til.

På samme måde, har man indenfor ahl al-Sunna accepteret at jalābīb kan se forskellige ud, men man har fastsat visse betingelser for den, som udledes ud fra hvad formålet med dommen er. Man ser nemlig ikke kun på en dom, komplet isoleret og uden sammenhæng på resten af islams lov, men man ser på helheden og man ser på formålet med dommene (maqāsid), hvilket er en væsentlig del af principperne indenfor islamisk lovlære.

Endvidere, bør man lade være med at komme med skråsikre definitioner, hvorved man afviser de lærdes indbyrdes uenigheder, ved at citere tilfældige kilder der siger det samme (og undlade de kilder der modsiger en; selv Sahāba kunne tit være uenige om visse ting), for så at udlede en konklusion der er helt i modstrid med de kilder man selv har citeret. Dette hører ingen steder hjemme og er ikke andet end vildledelse.

I stedet, bør man holde sig til én metodik og følge de 'ulamā' der i henhold til den metodik udleder domme. Dette er det bedste, idet man for det første følger en metodik, og for det andet følger en konklusion der ikke afviser andre modsigende kilder, men som bortforklarer dem ved brug af gyldige principper for udledning.

Konklusion

Vi kan altså konkludere, med udgangspunkt i Hanafī skolen, at for det første så er jilbāb obligatorisk (fard). Dernæst kan vi specificere, at denne hukm (befaling) ikke er for de specifikke jalābīb som muslimske kvinder bar i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid, men at denne forpligtelse bliver opfyldt, såfremt det man har på opfylder formålet og funktionen med en jilbāb, om man så går i de lagener som man gjorde blandt arabere i Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid, eller om man går med de mere moderne frakke-lignende jalābīb, eller noget helt tredje – så længe beklædningen opfylder de betingelser og krav, som blev nævnt tidligere, i citatet fra Shaykh Farāz Rabbānī, navnlig at beklædningen skal tildække awra, at stoffet er tykt og ugennemsigtigt, at det sidder løst på kroppen og at det er simpelt og ydmygt.

I stedet for at være bekymret for de utallige menneskeliv der går tabt, tænker danskerne selvfølgelig (mest) på at deres eksport til Libanon er truet.

Disse lande, hvor der ikke er krig og hvor der er fred og sikkerhed, har mistet enhver sans for værdien af menneskeliv. Det er blevet en selvfølge at hundreder og tusinder mennesker dagligt mister deres liv, og det har næsten ingen betydning for os her i lille Danmark. Jo, selvfølgelig sender man lige en sørgelig tanke med retning mod Mellemøsten, men det er alt. Vi er mere bekymrede over at vores eksport er truet, hvorfor vi ikke gør noget som helst ved noget som helst...

Må Allāh lære os at værdsætte menneskeliv.

Typisk! Endnu engang bliver slyngelstaten Israel beskyttet af den amerikanske slyngelstat, og verdenssamfundet må se på mens Israel endnu engang misbruger sin militære magt imod sine naboer. Hvor det i den seneste tid mest har været Palæstina der skulle lide under Israels grusomheder, er det nu også Libanons tur.

Syrien, Libanon og Palæstina samt evt. Egypten burde indgå en alliance og gøre noget ved Mellemøstens største krigsmager, og en gang for alle fjerne Mellemøstens største problem. Hvis USA er så glad for zionisterne, så burde de give dem en stat på eget jord, i stedet for bare at eksportere problemet til Mellemøsten (på palæstinensisk jord), som det blev gjort af sejrsherrerne efter Anden Verdenskrig.

Og hvis konflikten nu eskalerer, så kan vi takke USA for det, idet de arrogante amerikanere forhindrede FN i at gøre noget ved problemet.

En lidt forsinket kommentar, men af mangel på tid har det ikke været muligt at skrive den før nu, hvor dette ikke er blevet mindre relevant.

Kvaliteten af dansk journalistik er faldet så drastisk de seneste par år, at man efterhånden ikke gider læse danske aviser længere. Især når der skrives om islam, muslimer eller indvandrer, er dansk journalistik simpelthen snævertsynet, uintelligent og direkte ulogisk. I lederen fra den 30. juni 2006, skriver Ekstra Bladets chefredaktør:

FOR ANDEN gang inden for et år trækker Danmark store overskifter i udenlandske medier. Igen er der tale om en dansk konfrontation med muslimske normer. Østre Landsrets berettiget hårde domme over de ni pakistanske mordere, der slog deres unge familiemedlem Ghazala Khan ihjel og sårede hendes nygifte mand livsfarligt, er blevet en verdenshistorie.

"Norm" defineres af Politikens Nudansk Ordbog 19. udgave (1. oplag, 2005), som værende: "en alment anerkendt regel der ikke er nedskrevet".

"Muslimer" er en fordansket pluralis af "muslim", som er et aktivt participium fra den arabiske rod "s-l-m", som først og fremmest antyder "fred". I simple ord, betyder "islam", som kommer af den samme rod, "fred", underkastelse og overgivelse til Allāhs vilje. Muslim siges om en person der følger religionen islam.

Nu hvor vi har begreberne på plads, kan vi udlede to konklusioner:
(1) at der intet er, som hedder "muslimske normer", fordi islam er så omfattende en religion, at den giver vejledning om alle ting, så der er ingen "regel, der ikke er nedskrevet," og som samtidig skulle være en norm for muslimer (dvs. noget der er en anerkendt regel uden at være nedskrevet); eller (2) at hvis man afviser den første forklaring og accepterer at der kan eksistere "normer" blandt muslimer, så skal disse normer være i henhold til islam, for ellers er de ikke "normer" men "afvigelser", idet muslimer defineres ved deres forhold og lydighed til islam - og ikke afvigelse fra den.

Vores konklusion er derfor at Ekstra Bladets chefredaktør lyver og kommer med en påstand som afvises og gendrives af enhver med en smule sund fornuft, af denne simple årsag: Islam forbyder mord, hvilket betyder at man ikke må slå sine børn ihjel, blot fordi de gifter sig med nogen imod familiens vilje.

En handling der ifølge islam og muslimer er forbudt, kan ikke være en norm. Udøvelse af den er kriminelt og en kriminel handling kan ikke være en norm (dvs. en uskreven anerkendt regel).

Så hvad de danske medier kalder "æresdrab," kan derfor ikke være en "muslimsk norm," idet handlingen i sig selv er i total modstrid med islams lære og en meget klar lov. De såkaldte "æresdrab" er en kriminel handling ifølge islam.

Ekstra Bladets chefredaktør er uvidende og elendig til sit job, uden forståelse for de ord han bruger. Enten burde han anskaffe sig en ordbog og sætte sig lidt ind i de emner han skriver om, eller også burde han afholde sig fra at lege chefredaktør og gøre os alle en stor tjeneste og sige op.

Dette var en komplet mangel på forståelse for de ord og begreber chefredaktøren bruger. Dernæst fortsætter han med at demonstrere en komplet mangel på enhver sans for logik:

En original som den danske imam Abdul Wahid Petersen udtaler ganske vist i den internationale presse, at danske muslimer ikke betragter det såkaldte æresdrab som 'deres sag'. Det kan de nu roligt gøre. Der er ikke andre trossamfund i Danmark, som slår deres egne familiemedlemmer ihjel, fordi de elsker den forkerte.

Chefredaktøren kan godt lide at generalisere. Han skriver at fordi nogle enkelte muslimer går ind for, eller begår, uhyrlige handlinger som æresdrab, så er det noget som muslimer som "trossamfund" gør. Dette betyder altså, at fordi der er nogle enkelte danskere der går ind for, eller begår, uhyrlige handlinger som hvad der skete ved Tøndersagen (salg af mindreårig pige som sex-slave etc.), så er det noget som danskere som et sekulært eller kristent "[utros]samfund" begår.

Så fremover kan vi altså beskrive danskere som et folk der sælger deres piger som sex-slaver og mishandler dem og misbruger dem. Dette er et direkte resultat af den absurde sans for logik chefredaktørens generalisering er dannet på grundlag af. Og dette er bare et eksempel...

Forhåbentlig kan enhver person, med selv en lille smule sund fornuft, se at den slags latterlige og tragikomiske generaliseringer ikke kan kaldes andet end idioti og tåbelighed. Så hvis formålet var at fremvise Ekstra Bladets chefredaktør som et fjols, der ikke ved hvad de ord han benytter betyder og som er fri for enhver sans for logik, så er det i hvert fald lykkedes. I dette må man ønske ham tillykke. Men hvis formålet var at skrive noget fornuftigt og som gav mening, og som havde at gøre med sandheden, så er der lang vej endnu...

Må Allāh hjælpe denne verdens befolkning, der er ofre for medier og journalister som disse. Āmīn.

Hvorfor var det lige amerikanerne indtog Irak? Var det ikke noget med "demokrati" eller "frihed for det irakiske folk" eller noget i den stil? - Det eneste vi dog har set, er mord, voldtægter, drab, misbrug af fanger, tortur etc, samt plyndring af iraks olie. Vi har set den amerikanske virkelighed og vi ved hvad der sker, selvom medierne kun sjælent fanger noget som de præsenterer for verdenssamfundet. Vi skal vist have revideret vores definition af "demokrati"... Ordbøgerne nævner jo slet ikke plyndring, mord, voldtægter etc., som en del af demokratiet. Men det er ikke andet end hvad USA har bragt til Irak, og det de bragte skulle angiveligt have været demokrati. Så måske er dette det virkelige demokrati og alt andet bare nogle tomme ord som skal retfærdiggøre barbarisk adfærd?

Pigen var lige så smuk, som hun var ung, og det blev bemærket af de amerikanske soldater, der bemandede en kontrolpost, som hun næsten daglig skulle passere i familiens landsby lige uden for byen Mahmudiyah i det sydlige Irak...

Denne "gruppe mænd" som Politikens blege journalist virker bange for at nævne direkte, var amerikanske soldater, som teksten læst som helhed afslører.

Dette er ikke første gang. Dette er ikke sidste gang. Og dette er langt fra unormalt. Dette er almindeligt. Dette er udbredt. Og dette sker hele tiden.

Enhver iraker der efter at sådanne ting er kommet frem - bare en enkelt af dem - ikke føler vrede imod de amerikanske styrker i Irak; enhver iraker eller muslim der stadig samarbejder med disse folk, efter at de har gjort og stadig gør sådan, er enten dum, blind eller ligså dyrisk og barbarisk som de amerikanske soldater, uden nogen sans for retfærdighed, æresfølelse eller respekt for det irakiske folk, og i særdeleshed de irakiske kvinder. Hvordan kan man ønske at en fremmed magt indtager ens land og voldtager ens døtre og kvinder, ydmyger "mændene" og gør lige hvad der passer dem? Og hvodan kan man acceptere dette?

Vi kan se at der er visse folk (selvmordsombere) der begår ulovligheder (selvmord) for at ramme amerikanerne, men hvorfor er der ingen der på passende vis kæmper imod amerikanerne, ved at bruge lovlig krigsførelse?

De amerikanske soldater voldtager, myrder, ydmyger, mishandler, torturerer... ja, de gør faktisk lige hvad de vil, for de er "USA". Men det er ikke kun USA der er uretfærdig. De muslimske ledere der tillader dette, skal også stå til ansvar. På dommedagen, vil de blive spurgt. Så hvorfor er de ikke bange for Allāh og hvorfor er de ikke tro overfor deres trosfæller?

Frygt for Gud ser vi i hjerterne på de folk, der på trods af at være i undertal, tvang så store riger som romerne og perserne i knæ. Da muslimerne i Profeten Muhammads (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tid blev truet af romerne, og der gik rygter om at romerne ville angribe Madina, samlede Profeten en hær bestående af blot 30.000 muslimer, og dukkede op ved Tabuk, nær grænsen til Syrien. Heraklius, Rom, trak sig tilbage uden kamp. Romerne underkastede sig.

Der er behov for at det muslimske folk vågner. Står op fra den dybe søvn, og kæmper for at bringe retfærdighed til verdenen, for som enhver kan se, er det ikke en opgave der kan løftes af de barbariske magter der besidder magten i dag. Disse magter, gør intet end at forøge uretfærdigheden. Det ironiske er, at de kan gøre dette i retfærdighedens navn, og hele verdenen accepterer det, som havde man hverken øjne eller intelligens.

Men kalde det hvad man vil - én voldtægt er én for meget, og alene pga. den burde muslimerne vågne op og sætte USA på plads. Men hundreder og atter hundreder - tusinder - er blevet voldtaget, myrdet og mishandlet og tortureret... Hvornår vil der ske noget?

Må Allāh give mennesket styrke til at se det forkerte som det forkerte og det rette som det rette og må Allāh give muslimerne en skamfølelse. Āmīn.