Den velbetrådte vej

Udtalelserne taler for sig selv...

»For første gang står amerikanske soldater frem og fortæller os, hvad de har set og gjort. I Abu Ghraib havde vi mange billeder af fangevogtere, men de sendte skylden videre til andre. Nu har vi soldater, der siger: »Ja, jeg gjorde det« og »ja, jeg så det«

»En dag dukkede en sergent op og bad en fange om at tage fat i en pæl. Han bad ham om at bøje sig frem over og brækkede fyrens ene ben med en mini 'Louisville Slugger', som er et bat af metal. Han var en skide kok. Han burde ikke have noget at gøre med fanger«

»Så længe ingen fanger endte med at dø, var det i orden. Vi hørte rygter om, at fanger var døde, så vi blev mere forsigtige. Vi holdt os til at brække arme og ben«

»Han kom ind i fangeteltet og bad om en fange ved at oplyse et nummer. Alle havde et nummer. Han ville sige: »Giv mig nummer 22«. Og så bragte vi ham ud«. Efterretningsmanden gennembankede fangen og afsluttede altid denne form for afstraffelse med at sige: »I har ikke set noget, vel?«. »Og vi sagde altid: »Nej, sergent«.

For ethvert tilfælde som kommer til overfladen, er der garanteret ti som ikke kommer i nogen avis.

Dette er kun et lille indblik i den "menneskelighed" og "humanisme" som bliver tvunget ned over Iraks folk. Dette er blot et lille bitte glimt af den "retfærdighed" som skulle være meget bedre end Saddam Husseins misbrug af sit folk.

Det er sikkert meget svært for folk der bor her i Vesten, at forestille sig disse uhyrligheder som mennesker (ja, mennesker!) bliver udsat for. De fine mennesker der har støttet denne krig fordi de troede de gjorde irakerne en "tjeneste" eller fordi de fremmede "retfærdighed" kan muligvis nu indse deres naivitet. Hvis ikke, kan de være meget stolte over den "retfærdighed" de har været med til at tvinge ned over et folk.

Men selv på trods af at nogle ganske få af disse fakta bliver bragt frem, vil det ikke få nogen særlig indflydelse. Måske bliver en eller to personer straffet for det, måske vil politikerne bruge lidt tid på at diskutere dette, og måske vil nogle folk blive beskyldt for at have forsømt deres ansvar. Men intet af det vil gavne ofrene; de folk der er blevet tortureret, slået ihjel eller endda voldtaget. Deres liv er på grusommeste vis blevet ødelagt og deres oplevelser vil sørge for ulykkelige og rædselsfulde minder resten af deres liv.

Mennskeheden har svigtet dem...

Fra Allāh er vi kommet og til Allāh skal vi tilbage.

Det er ekstremt trist at se denne slags uhyrligheder finde sted, for det er ikke andet end idioti af sådan grad at man ikke er sikker på om man skal grine eller græde. Men man er nok meget tættere på sidstnævnte.

Det er godt nok meget misledende og latterligt i det ekstreme at kalde denne slags mord for "æresdrab". Dette har intet at gøre med ære, og ifølge ingen sund forstand opnår man ære ved at slå sin egen søster ihjel. Dette er udtryk for en meget primitiv og uislamisk tankegang, som hverken respekterer andres følelser og valg, eller Allāhs lov. På én gang er dette en grov kriminel ugerning, begået imod både mennesket og Allāh.

Det er fuldstændigt ubegribeligt hvad kvindens bror har forsøgt at opnå ved dette. Han har slået hende ihjel; mord, dyb sorg for forældrene og fængsel for sig selv. Derudover, har han i den grad overtrådt Loven; og ikke kun menneskets, men Allāhs lov, hvilket på Dommedagen vil stå imod ham.

Fra intet aspekt er det muligt at se hvad manden har forsøgt at opnå fra situationen, andet end elendighed. Hvad har så drevet ham til det?

Må Allāh beskytte os imod de uhyrligheder mennesket er istand til at begå...

Det må man nok sige. Forklædt som civile, åbnede to marinesoldater ild imod civile i centrum af byen Basra, hvorefter de forsøgte at stikke af.

Men fordi de ikke straks bliver leveret tilbage til deres overordnede, angreb de britiske styrker (med flere end 10 kampvogne, støttet af helikoptere) og befriede sine to kriminelle soldater.

Demokrati og retfærdighed! - Velkommen til Irak!

Allāh siger i sūrat al-Baqara (2):

"Husk Mig og Jeg vil huske jer" (al-Baqara (2), 152).

I sūrat al-Rād (13) siger Allāh (Ophøjet er Han):

"Sandelig er det i ihukommelsen af Allāh at hjerterne finder beroligelse" (al-Rād (13), 28).

Ibn 'Abbās (Allāh være tilfreds med ham) sagde,

"Allāh satte en grænse for alle påbud som han beordrede mennesket at udføre, undtagen for dhikr. For der er ingen grænse."

En glimrende tekst omkring vigtigheden og nødvendigheden af dhikr, og ligeledes om de forskellige former og typer af dhikr.

Fra Allāh er vi kommet, og til Allāh skal vi tilbage.

Det er virkelig trist at hvad nogle få ekstremistiske og fanatiske "muslimer" begår, skal gå ud over alle muslimer som helhed. Det er virkelig sørgeligt at man her i Vesten i stigende grad sætter lighedstegn mellem alle muslimer og i dén grad generaliserer og terroriserer folk udelukkende fordi de bekender sig til Islam.

Hvordan kan man retfærdiggøre sådanne grusomme gerninger? Er terrorister der begår uretfærdighed imod det muslimske folk og Islam bedre end terrorister der begår uretfærdighed imod ikke-muslimer?

Der er efterhånden så meget grusomhed og elendighed i denne Verden, at det gør ondt bare at tænke på det. Mennesket, forekommer det, er bedre til at hade end elske. Og i alle tilfælde, går alle krige og alle terrorist-angreb ud over de uskyldige. I sidste ende, er det altid uskyldige som lider...

Hos Allāh søger vi tilflugt...