»Sig: Jeg tror på Allāh, og stå fast på det«
Imam al-Nawawī (d. 676/1277) har optegnet blandt andet den følgende hadith i sit korte værk »De fyrre hadith«:
Det er berettet fra Abū 'Amr, og det siges (at han kaldes) Abū 'Amra, Sufyān bin 'Abdullāh (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: »Jeg sagde: Oh Allāhs Sendebud, fortæl mig noget i islam om hvilket jeg ikke kan spørge nogen anden end dig.« Han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Sig: Jeg tror på Allāh, og stå fast på det« (Overleveret af Imam Muslim).Den simple sætning, 'jeg tror på Allāh', indebærer først og fremmest at man virkelig tror på Allāh. Udtalelse alene er ikke tro, hvis ikke ens hjerte bekræfter den og er overbevist om dens sandhed. Imam Abū Hanīfa definerede overbevisning (īmān) som værende: »Bevidnelse og bekræftelse« (al-Fiqh al-Akbar) og uddybede det ved at tilføje: »bevidnelse med tungen og bekræftelse med hjertet« (al-Wasīyya), hvilket vil sige at Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) ord skal forstås sådan at en person ikke blot skal bevidne sin tro ved at udtale den, men skal også finde bekræftelse for den i sit hjerte.
Men hvorfor siger Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) dette til en muslim? Hvad ligger der i at sige at man tror på Allāh? De lærde og dem som besidder visdom kan angive mange dybe og ophøjede sandheder som forklaring på dette, men den mest klare og letforståelige af dem er den simple sandhed at man minder sig selv om Allāh og den ret Allāh har over én; den ret ens underkastelse til monoteismen (tawhīd) har over én, og denne ret går ud på at man opfylder de pligter Allāh Den Ophøjede har pålagt mennesket og afholder sig fra de ting Han i Sin fuldkomne visdom har forbudt os. Så at sige 'jeg tror på Allāh' er ikke blot fire ord, som bekræfter en vag eller generel tro på En Skaber og Gud, men for den oprigtige i denne udtalelse indebærer dette også at man er klar over hvad dette betyder og hvad konsekvensen er.
En person der tror på Allāh, men ikke handler i henhold til det, er som en person på vej imod en afgrund og i stedet for enten at standse eller skifte retning, fortsætter han ligeud - velvidende at han går sin undergang i møde. Det er som en person der ser Paradis foran sig, og ved at hvis han blot fortsætter, kan han nå den, men i stedet for at fortsætte drejer han væk og vender sig i stedet imod Helvede. Konsekvensen af at tro på Allāh er underkastelse og lydighed; dét er den ret troen på Allāh har over mennesket.
Men dette kan let opnås, da troen på Allāh ikke er svær og er noget der kommer naturligt til mennesket. Og lydighed til Allāh er let, når man har det nemt og man finder gavn eller nytte i den. Men det bliver svært, når man løber ind i prøvelser eller ikke formår at se det (umiddelbart) gavnlige i lydigheden til Allāh og man tror at det er dårligt eller skadeligt for én at følge islam. Og det er her Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sublime visdom og ophøjede indsigt kommer til sin ret. At han ikke blot sagde: 'Sig: Jeg tror på Allāh', men at han tilføjede 'og stå fast på det', kan have mange betydninger. Den ene man kan nævne er at man ikke for nogen pris forlader lydighed til Allāh, selv når omstændighederne er trænge og ens vilkår svære; selv hvis hele verdenen står imod én, at man forbliver Allāhs snarere end at give op. En anden betydning, som er relateret, men hvor fokus er noget andet, er at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) med denne tilføjelse rettede opmærksomheden på det faktum at det er én ting at tage islam, kalde sig muslim og blive muslim, og det er noget helt andet at forblive på denne vej og fastholde ens islam. Dette betyder at man ikke kun trodser omverdenens modstand, men at man også bekæmper sig selv - sine lyster og drifter, sin tendens til forsømmelighed eller uopmærksomhed i forhold til Allāh og ens liv i det hinsides.
Frygt for Allāh og kærligheden til Ham er begge forudsætninger for en stærk og solid overbevisning (īmān) og en stærk overbevisning er forudsætningen for at kunne stå fast på sin overbevisning og kunne stå imod de som ønsker én væk fra den.
At opnå standhaftighed (istiqāma) eller det at stå fast på ens overbevisning, er svært. Meget svært, selv når man er uden modstand, og er der modstand bliver det så meget sværere. Opnåelse af standhaftighed kræver konstant anstrengelse, vedværende selvransagelse, ydmyghed og ikke mindst at man er bevidst om dommedagen og det hinsides. Disse kvaliteter plejede før i tiden at være normen blandt muslimer, men i dag finder man dem kun sjældent. Der er et behov for at vi vender tilbage til disse dyder og forsøger at genopvække dem, for ellers er vi ikke kun én person, men en stor gruppe af mennesker der bevæger sig imod en afgrund og selvom der hist og pist er nogle blandt gruppen der forsøger at fange folks opmærksomhed og få dem til enten at standse op og se sig omkring eller simpelthen vende sig væk fra afgrunden, så fortsætter de fleste stadig fremad...
Må Allāh vejlede os på den rette vej og tildele os styrke så vi kan opnå standhaftighed.Āmīn.